nedfældning af tanker re: litterært miljø/forlag/sontag/branding/bitches (tidsbegrænsning 20 min.)
by caspareric
20 minutters noter om noget med internettet og forlag
jeg har sat en ‘omvendt hastighedsbegrænsning’ for denne her tekst på max 20 minutter ellers kan jeg ikke overskue det – at have muligheden for at være super begrundet/reflekteret. Men i går læste jeg op til hvedekornsreception for nr. 4 og det var svedigt at få lov til og ‘føltes godt’. Men lars Bukdahl nævnte selv at jeg også havde været på slagtryk først og det er også rigtigt. Men jeg tænkte ting ift. slagtryk/hvedekorn efter. Tænker bl.a. på hvor sindssygt lidt opmærksomhed slagtryk har fået ift. hvor sindssyg en ting det er. Slagtryk er ikke bare udtryk for noget der kan være en ny tendens, men har også potentiale til at gå ind og diskutere (voldsomt) hvad ‘udgivet tekst’ er. Der kan være en tendens til at ‘ting’ på internettet betragtes med en form for mindre-værd ift. f.eks. øvrig tekst stadigvæk. Altså det her er ‘bare et blogindlæg’. Måske er det ikke kun slagtryks skyld at det ikke kan etablere sig som modpol eller whatever til hvedekorn. Men måske er det. Lars bukdahl beskyldes indimellem (wow not really indimellem) for at være en ‘diktaturisk institution’ inden for dansk (smal!!!) litteratur. Det minder mig om en kritik man også fremsatte imod ungeren i sin tid. At der alligevel opstod nogle enormt normative krav til hvordan man ‘skulle være’. Denne kritik har været fremsat i vage og ikke vage former imod såvel bukdahls særlige smag som forfatterskolens ensretning. Men whatthefuck. Via internettet er verden hyper demokratiseret (og ja der er en pointe i at det udelukker dem uden adgang til internettet for demokratiet er ikke all-inclusive). Det jeg vil sige om hvedekorn/bukdahl er at det kan jo godt være manden har en diktaturisk position, men det afholder jo ikke andre fra at starte tidsskrifter med en anden position. Det kan godt være at bukdahl ‘hersker og deler’ men seriøst når manden nu har et projekt der er at ‘forsvare den smalle litteratur, så har han da i det mindste et projekt – som vel for hel vede er til gavn for alsidigheden i ‘kulturen’ (shit va mæ kulturen åh nej) – og et projekt han i øvrigt er meget upfront omkring. Det fører mig til slagtryk. Som jeg ser det har slagtryk et kæmpe potentiale. Mikkel thykier har skrevet ‘overfor en ny virkelighed’ som slagtryk indskriver sig direkte i, sontag anholdte engang imod litteraturen at den ikke var i stand, som kunstform, til at bevæge sig og være udtryk for den samme (postmoderne) sensibilitet som hun beskriver i ‘one culture and the new sensibility’. Slagtryk indskriver sig direkte som svar på sontagt ‘savn re litteraturen’. At ingen har snakket om det forstår jeg ikke. At slagtryk ikke har ‘brandet’ sig bedre forstår jeg ikke. Måske har nogen snakket om det og så ved jeg det bare ikke. Men altså. Slagtryk kunne have været mere direkte i diskussionen. At sige at ‘det at det overhovedet eksisterer’ synes jeg ikke giver mening hvis man ikke er aggressiv ift. sit projekt. Hvilket er beundringsværdigt ved Bukdahl og grunden til at han ikke bare er lars bukdahl men ‘Bukdahl’. Det er samme undren der får mig til at ‘føle’ at slagtryk måske slet ikke har en veldefineret dagsorden udover ‘at åbne det litterære miljø. Men slagtryk har så meget potentiale. Ikke bare ift. diskussioner om kulturindustri og gå rundt om forlag, men i det hele taget i denne her nye ‘internet-virkelighed’. Man kan sige at der kan være noget fint i ikke at være dogmatisk og være demokratisk i den forstand at man lader folk selv ‘se’ ‘hvad det betyder’. Men her kommer vi tæt på det der kan være mit eget ‘hjertebarn lidt’ fuck der er 7 min tilbage. Altså ‘det personlige brand’. Alt er tekst og forfatteren er død er to ting Barthes siger. Men det kan vi jo godt gå ind og arbejde med. altså at tage klicheerne på sig eller ikke være bange for at være dogmatiske så længe vi anerkender at alle har den ret eller ikke har den ret men burde have den. Hvedekorn/forfatterskolen lukkes nogle gange inde i argumenter om ‘den litterære andedam’ und so weider(kamp). Jeg vil lige nå at påpege noget om forlaget Muumuu House i NYC/brooklyn. Ja de udgiver ‘konkrete bøger’. Men primært publiserer de tekster/gmailchats/twitterting på deres side. Google that shit. Og for at blive udgivet kan man netop ikke sende tekster ind. Man kan kun få lov at udgive hvis man bliver ‘en del af slænget’ og det bliver man ved at være aktiv på nettet og ved at dem der har muumuu (tao lin) synes man skriver og kommunikerer ‘interessant’. Nå men det er en pointe de eksplicitere, som er allerede skjult eksisterende ift. at blive udgivet ofte, ved at tage den på sig som klichee, og så udnytte den. De eksisterer, som mange af forfatterne, primært på nettet, og de ‘passer på hinanden’. Men det forhindre jo ikke andre i bare at lave deres egne ting. Havde lyst til at skrive gøre sin ting. Nå. Men folk må sku gøre noget. Og yo i øvrigt det er jo ikke dialog at bare sable folk fra en anonym position hvor man siger ‘fuck det litterære miljø’ men indskriver sig i samme kontekst. Jeg kan synes det er noget fissehuls-pikpis alt den kritik af det litterære miljø. Man kan jo bare gå ind i det og gøre at det er noget mere end det man så synes det er eller ikke er. Til sidst bare påpege det ‘sjove’ i at vi nu har tekstdokumenter på computeren. Som vi så laver til bøger. Når der er kortere til nettet. Wow. Har ikke mere tid. Dam n. fuck . Fortryder. Vi l sige meget. Ring eller skriv mails. Kommenter biatches eller luk røven.
Tak for oplæg, Caspar. Jeg vil gerne høre mere om det potentiale, som du synes Slagtryk har i forhold til andedammen, litteraturen, det litterære kredsløb, publiceringsformer, forfatteridentitet, etc. Det er interessant, omsiggribende og forandrende, det vi lever og skriver i og uden for.
For det er mig ikke helt klart hvad du mener med, at Slagtryk kunne have ‘brandet’ sig bedre?
*
Jeg taler på egne vegne, og lad mig derfor sige, at det er min opfattelse, at Slagtryk er afhængig af gode bidrag for at være et godt tidsskrift og afhængig af læsere, der siger det videre for at øge læserskaren. Jeg tror ikke, at vi bliver et bedre tidsskrift ved at sige det højt. Det er ikke nok at tale om det, det er nødvendigt at gøre det, handle på sine idealer.
Internettet giver nogle nye, men også naturlige muligheder for publicering. Måske er det derfor, at hastigheden for publicering endsige svarhastigheden på indsendt materiale ikke er noget, der tales om i forhold til tidsskriftet. Ingen forfattere har svaret Slagtryk redaktionen tilbage, at de var glade for den hurtige svartid. Det er allerede givet for et nettidsskrift.
Slagtryk ikke har fået meget opmærksomhed omkring honoraret (andet end Bukdahls korte notits på Hvedekorns blog og mine to oplæg til debat (1) / (2) ), måske fordi flere finder størrelsen upassende, WTF.
Slagtryk har været synlige i aviser (Politiken, Weekendavisen) og radio (P1) – og fået en enkelt anmeldelse på Litteraturnu. Og set ud fra at vi er nye, drevet af tre redaktører, der ikke er fra en etableret kreds af forfattere/ kritikere, så er det måske nødvendigt for andre at se Slagtryks udvikling og positioneringen an først?
Men hvor meget mere omtale har Hvedekorn (havde det ikke været for Bukdahls blog), Øverste Kirurgiske, Den Blå Port (havde det ikke været for deres jubilæum) og Morgenrøde fået i forhold til Slagtryk?
Og er det så det Slagtryk skal gøre – holde fester for forfatterne (som var der ikke nok i forvejen?) og rumstere og italesætte litteraturen?
Og mens jeg er igang med spørgsmålene, er dine overvejelser ikke et udtryk for at Slagtryk – et nettidsskrift – på kort sigt har markeret sig til at kunne sammenlignes med det bestående/ på tryk? Eller læser jeg dit indlæg for positivt?
Derfor vil jeg alligevel give dig ret: Potentialet er ikke opfyldt og vi har flere ambitioner. Jeg synes ikke Slagtryk har undladt at tale om sig selv – vi vil bare altid være mere handling end tale. Og bedømmelsen om hvorvidt vi lykkes vil først og fremmest være op til andre – og gerne i form af flere. Jeg vil ikke her/ nu fortælle hvad de næste tiltag bliver, og en af dem er afhængig af økonomisk støtte for at kunne realiseres (donationerne rækker ikke så langt).
Men jeg skriver ikke et dogme manifest, som jeg så skal leve op til i flere år. Jeg vil bare gerne publicere en masse gode tekster. Efter en “paneldebat” med Slagtryk, Hvedekorn og Den Blå Port skrev jeg følgende:
re: ‘poesi til folket’ eller noget andet (tidsbegrænsning 10 min)
kære erik, synes du skriver nogle gode ting vil bare indlede med at sige at vi har diskuteret ‘branding’ og strategier lidt før på din blog re:citat. men hvis man virkelig ville åbne det litterære miljø, som jeg mener at have læst ifb. med honoraret, hvorfor så ikke tage den ambition ‘hele vejen’. slagtryk ku ha positioneret sig som det nye hippe. udnytte kulturens behov for at finde den smarte niche der ser godt ud på folks ‘brand-cv’. f.eks. hvor er samarbejdsaftalerne med bitchslap og vicemag for nu at tage to ‘ekstreme eksempler’ (mener dog det ku være interessant). fuck ‘fester’ men der er muligheder.
nu har jeg jo selv været trykt på slagtryk så min opmærksomhed omkring det her, siger ikke meget om den generelle opmærksomhed synes jeg. jeg synes slagtryk kan sætte gang i reflektioner over hvorfor vi overhovedet har bogen (ift. politisk litteratur hvis man kan snakke om det kan bogen jo være et kæmpe problem) når vi nu har internettet. altså kan nettidsskrifter være starten til nye organisationsformer indenfor den større forlagsbranche. det jeg mener er bare at slagtryk på et tidspunkt bliver nød til at agere aktivt i de her debatter på en måde – og netop ikke hvor i taler på egne vegne. selvom det virker sympatisk. ved ikke helt hvad man skal gøre. Citerer lige sontag hurtigt: ”What we are witnessing is not so much a conflict of cultures as the creation of a new (potentially unitary) sensibility. This new sensibility is rooted, as it must be, in our experience, experiences which are new in the history of humanity – in extreme social and physical mobility; in the crowdedness of the human scene (both people and material commodities multiplying at a dizzying rate); in the availability of new sensations such as speed (physical speed, as in airplane travel; speed of images, as in the cinema); and in the pan-cultural perspective on the arts that is possible through the mass reproduction of art objects” – Susan Sontag i one culture and the new sensibility (1966)
jeg synes det er en sympatisk ambition at få ‘gode digte og prosa’ udgivet og at det går hurtigt synes jeg er spændene, og giver nye muligheder. Jeg synes bare gerne der må være nogle ambitioner om at gå ind og ‘spille en ny rolle’, altså påpege nogle af de ting der finder sted, en ting jeg savner her er i øvrigt hvad siger dine to medredaktører? Har ikke mere tid rigtigt men vil lige sige at indlægget nu har ca. 200 læsere og at det er ‘mig og dig’ der har ‘sagt noget’. Jeg vil evt. tage den videre et andet sted hvor jeg ikke føler jeg skal sætte begrænsning på via mit eget ‘personlige brand’. Nu overskrider jeg tidsgrænsen for at sige hvad er der i øvrigt galt med feks en aktion hvor ‘vi’/'jer’/'nogen’ deler gratis printede eksemplare ud til folk forskellige steder, hvis man vil have det ud. Og måske udlover et par samlemapper i en eller anden forbindelse begynder at tænke på skattejagt og the curse of monkey island nu så jeg stopper her
I forhold til Slagtryks indflydelse, kan jeg sige, at det at have været med i Slagtryk delvist inspirerede mig til at lave et lille “forlag”, der omdeler små hæfter. Jeg kan dog godt følge Casper Erics ønske om udadvendt handling fra Slagtryks side, i stedet for, som det er nu, at være en fin lille niche et sted i det store internet. Jeg synes det er fair, hvis redaktionen ikke vil investere alt for meget tid i Slagtryk, men så følger det også, at det hele bliver lidt statisk. Det er i hvert fald mit indtryk, selvom jeg godt kan forstå tanken om, at Slagtryk er en slags kvalitetsbevidst oase. Jeg værdsætter i øvrigt åbenheden modsat andre nettidsskrifter som Morgenrøde, errararea eller måske endda øverste kirurgiske, der for mig at se bærer præg af at være lukkede kredsløb af venner og kollegaer. Hvis man vil handling synes jeg også det giver mening at tale højt om det og måden man gør det på er f.eks. at ved at tage forskellige initiativer. Hvis man ikke kan/vil gøre det selv, kunne man eventuelt inddrage forfatterne (eller læserne?) som en slags frivillige til at hjælpe med f.eks. offentlige arrangementer.
[...] og relevant debat, der sætter mere i spil end bare Slagtryk. Så læs Caspar Erics indlæg: nedfældning af tanker re: litterært miljø/forlag/sontag/branding/bitches (tidsbegrænsning 20 min… og deltag selv i [...]
Virkelig interessant kommentar, fordi den sætter en masse forskellige faktorer i spil. Dog synes jeg ikke, at man må undervurdere interessen for at spille en rolle i dansk litteratur. Jeg tror det hører til sjældenhederne, at originale udgivelser som Slagtryk ikke skulle have lyst til at få en finger med i spillet. Generelt tror jeg det hører til sjældenhederne, at vi overhovedet ser originale tidsskrifter i dag, der kan hamle op med eksempelvis Hvedekorn. Og med hamle op mener jeg ikke nødvendigvis at konkurrere, men derimod at arbejde hen mod et mindre indspist litteratur-ta’-selv-bord end det vi ser for tiden. For der skal absolut ikke herske nogen tvivl om fx Bukdahl har meget at skulle have sagt om, hvad og hvordan det er interessant at skrive i dag. Hvis Hvedekorn er trinnet før en digtudsamling, medfører det en tendens til at man hellere må rette sig ind. Det er ikke som sådan en kritik af hverken ham, dem, det eller teksterne i sig selv, men nærmere en konstatering af, at der er så meget mere potentiale derude, som ikke bliver vist, og der er så mange andre måder at udbrede litteraturen på, fortælle om den, debattere den, end som vi ser det i fx Hvedekorn og på Forfatterskolen. Men ingen har rigtig haft nosser til at tage ‘kampen’ op mod monopolen. Indtil nu. Og det er her Slagtryk kommer ind i billedet.
Jeg ser Slagtryk som et tidsskrift fuld af potentiale, det mest interessante, tilgængelige og nytænkende tidsskrift vi længe har haft i dk. Og der er to faktorer der gør, at det skiller sig essentielt ud. Det er ikke fordømmende eller elitært. Der er ikke nogen der fortæller dig, at det er sjovest, hvis man skriver uden kommaer, at det er et udtryk for kunstnerisk frihed at man tør skrive pik og kusse, eller at det fungerer bedst med skiftende narrativ. Slagtryk har ikke en formel for hvad der er godt og skidt. Det er, som Erik skriver, ikke et dogme (på samme måde som Hvedekorn nogle gange kan opfattes som) Det er et tidsskrift der koncentrerer sig om, at give læseren gode oplevelser og prøver at vise hvordan det KAN gøres, fremfor at skole dem i hvordan det SKAL gøres. Det hele lyder lidt som en lovprisning, men det er egentlig mest for at lede op til det faktum, at jeg vil give Caspar helt ret i at der gerne må være ambitioner om at gå ind og spille en rolle – jeg tror dog også samtidig, at de ambitioner findes og blot så småt er ved at finde sin plads. Allerede på utrolig kort til har Slagtryk skabt sig et navn og det endda uden den store promovering – det tager tid at finde sin plads. Her kommer den anden faktor ind. Unyttelsen af, som det allerede er blevet skrevet, at det er et internet baseret tidsskrift. Hurtige svar, hurtig levering, hurtig tilgængelighed må vel siges at være absolutte nødvendigheder for at starte noget der kan hamle op med, hvad der allerede findes. Men en sådan drejning er samtidig en langsom process, så jeg tror også man må være tålmodig. Jeg tror ikke Erik og co. kan tvinge (og jeg synes heller ikke de bør) interessen frem. Det ville formentlig give det et mere dogmatisk præg.
Så… Nu har jeg jo egentlig bare erklæret mig enig, men det er vel også en form for tilkendegivelse. Min pointe er vel, at Slagtryk er et udtryk for og et eksempel på, at god litteratur ikke bør begrænse sig til en bestemt genre og form, der for nogle kritikere og anmeldere synes at passe bedre ind i tidens ånd. Og jeg er ikke i tvivl om, at Slagtryk kan vokse sig større og give grobund for endnu flere nuancer i ny dansk litteratur.
Hej gutter,
Jeg har nogle indvendinger. De kommer her:
#1
“At sige at ‘det at det overhovedet eksisterer’ synes jeg ikke giver mening hvis man ikke er aggressiv ift. sit projekt.”
Jeg er enig i, at det kan vaere en lettelse og en generoes gestus, naar folk er aggressive ift. deres projekter, men at massiv udbasunering og ekspansion skulle vaere obligatorisk + en forudsaetning for at det overhovedet giver mening, det kan jeg ikke se. Der skulle vel gerne skrives og publiceres og goeres andre ting i alle mulige tonelejer og temperamenter. Maaske skal man slappe lidt af med at oenske sig at forskellige ting bliver en institution, og heppe lidt mere paa at nogen ting bare er generoese steder, hvor der kan foregaa en udveksling eller samtale af en art. Saadan en udveksling kan selvfoelgelig gaa over, eller det goer den nok ikke, den rykker nok bare nye steder hen.
#2
“slagtryk ku ha positioneret sig som det nye hippe. udnytte kulturens behov for at finde den smarte niche der ser godt ud på folks ‘brand-cv’.”
…..altsaa please don’t. Folk maa gerne for min skyld slappe lidt af med deres cv. Ingen behoever derimod at srue ned for deres stolthed over forskellige ting, den er fin at se og hoere paa, og det manglede bare. Men det er saa kedeligt, saa kedeligt (+et lille knaefald for kapitalismen, den skid) hvis det er cv-formatet, man taenker sin stolthed i. Fordi det er en unoedvendig begraensning og fordi det er en maade at goere og holde sin coolness koebeklar. Hvilket er hensigtsmaessigt, hvis man vil have sin arbejdskraft solgt, men for mig at se ellers ikke.
……………………
Og saa en lille selvfoelge: selvfoelgelig er det totalt legitimt at heppe paa, herunder udgive, de cool katte, man kan finde i sit naermiljoe her paa det verdensomspaendende internet eller irl. Hvorfor i alverden skulle man ignorere dem.
kh Lone
Hej Lone
Jeg synes du siger nogle sympatiske ting generelt. Tror jeg vil præcisere nogle ting.
1) det med ‘brand-cv’ er et hurtigt ord der kom ned, men jeg tænkte det som ‘personlige brand’ eller ‘image’ eller noget andet ikke som et ‘konkret cv’. Jeg ved godt det er en overdrivelse (måske). Men termen, som er inspireret af ‘buisness-sprog’, tror jeg kan sige noget om den måde folk aktivt (for)bruger kultur. Jeg har ikke nogen holdning til om det er godt eller dårligt, men jeg synes bare man skal se på hvilke præmisser der er, og så gå ind og virke aktivt, udnytte det. For mig bliver det på en måde et spørgsmål om hvorvidt man virkelig vil ‘åbne det literære miljø’, eller hvad man skal sige, hvilket jo må betyde at man vil ud til et publikum, som ikke ‘naturligt’ (ja fuck) ville opsøge det. Det fører mig jo til
at ”heppe lidt mere på generøse steder”.
2) Jeg vil gerne ‘heppe på’ Slagtryk. Og jeg synes ikke ‘ekspansion og udbasunering’ er modsætninger af netop det. Jeg vil bare gerne have en debat om, fx hvad litteratur er. Den debat synes jeg er nødvendig og uundgåelig ift. Slagtryk. Jeg kan ikke se at det skulle skygge for kvaliteten eller det fine arbejde på tekstfronten (altså udveksling mellem forfatter/læser som slagtryk faciliterer). Jeg synes ikke nødvendigvis, at man skal positionere sig som ‘fast institution’, jeg synes bare Slagtryk indskriver sig i kontekst(er) som allerede er politisk(e), og nogle gange bliver man nød til at se på hvilke ambitioner man har og om man ikke kan ‘gøre mere’. (jeg synes det de gør er godt)
Det er der jeg synes det kan være relevant at bruge ungdomshuset som eksempel. Fordi det netop eksister(er/ede) (det kritiske potentiale har fortabt sig en anelse i takt med manglende folkelig opbakning/interesse) som et fristed. Et generøst sted med nogle ‘andre interne regler/normer’. Og det er så der hvor jeg generelt synes, at man ikke må stille sig tilfreds og at man skal have ‘et projekt’.
Et projekt er jo ikke at tvinge nogen til noget, men blot netop at skabe debat udenfor sit eget lukkede kredsløb, i stedet for at sige: ‘godt nu kan jeg leve som jeg gerne vil’. (og her gælder det at det er en bedre måde at ‘leve som man vil’ fordi den prøver at reducerer sin egen begrænsen af den måde andre mennesker vil leve. At være nostalgisk omkring bogformen kan i hvert fald fører til at man ikke får diskuteret nye muligheder, eller problematikker ved den – hvilket ville være et måske ‘meget meget lille knæfald for kapitalismen’.
Det var hvad jeg lige tænkte. Ingen tidsbegrænsning eller noget, tilgengæld er det sent. Men jeg tror jeg mere eller mindre mener det jeg har skrevet. Det håber jeg lidt.
Til sidst vil jeg måske sige at grunden til jeg overhovedet tager Slagtryk op, jo er at jeg synes det gør nogle af de gode ting du siger, og at det var på høje tid og at de fortjener en kæmpe kollektiv virtuel klap(gerne fra rødhvid hat)salve.
kh caspar
kommentar (tidsbegrænsning 2 sek.):
fint indl
[...] der vil være øl (gratis: et kvantum i alle tilfælde) – og mulighed for at diskutere f.eks. dether eller dether med forlæggerne eller bare snakke lidt løst og fast og hoppe lidt rundt som en [...]
Hej med jer
Et par tanker: Grundlæggende synes jeg Slagtryk skal have ros for ganske hurtigt at have skabt et gedigent rum for ny dansk poesi på nettet. Det er godt gået.
Men spørgsmålet er, om der ikke ville være større gennemslagskraft i for alvor at udnytte den digitale ramme. Slagtryks åbenlyse fordel er tempoet, man sender ind, ja, får svar og bliver (måske) publiceret inden for få dage. Og læseren får lidt hver dag, man kan kommentere og dele på Facebook. DEt er fint nok.
Men er det, hvad man forstår som en udnyttelse af den digitale ramme? Skal nettets muligheder blot lette publiceringsproceduren? Kan denne digitale tidsalder ikke andet end at skabe nye organisationsformer?
Det mest spændende spørgsmålet er vel, hvad omstændighederne betyder for det litterære udtryk. Man kunne gå længere ud og kræve af publicerede tekster, at de forholder sig til mediet? Hvordan skal digte se ud, hvad skal digte gøre på nettet?, kunne være spørgsmål, man stiller indsendere.
Skal digte på nettet (efter)ligne de digte, der gør sig godt på tryk? Eller kan de noget andet? Hvorfor ikke udelukkende publicere poesi, der på en interessant måde forholder sig til, at den optræder i en digital ramme? (I form og/eller indhold… der er masser af måder at forholde sig til mediet på, som Caspar også peger på med Muumuu House. Der er mange andre eksempler)…
Jeg ved at dette ville være et helt andet tidsskrift (men nu er Slagtryk altså blevet eksemplet her), men det ville også være et tidsskrift, der ikke “bare” er Hvedekorns lillesøster, et tidsskrift, der kan være med til at sætte en ny dagsorden, have som ambition at føre poesien et andet sted hen.
Eller måske er det helt andre krav, man skal stille. Tanken er blot, at man som tidsskrift beder om et materiale, der forholder sig til noget bestemt – og dermed positionerer sig….Det er ikke nok at holde federe fester og råbe højere, hvis det er det samme man råber – tidsskriftet må også til en vis grad kunne lade teksterne tale for sig selv, selvfølgelig samtidig med at redaktørerne er gode til at formidle en ambition (og jeg ved det godt: det forudsætter at folk sender ind – men mon ikke mange digtere ville finde bestemt slags bundne opgaver inspirerende? Jeg ville – selvom jeg selv har bidraget med tekster på slagtryk, der slet ikke forholder sig til mediet). Men i en nøddeskal: lidt snævrere kvalitetsparametre, der ikke bare opsnapper “alt godt fra havet” men har en veldefineret “profil” eller redaktionel linje, om man vil, der på den måde kan sætte en dagsorden – simpelthen fordi tidsskriftet ikke ligner de andre.
kh Alexander
Hey
Hvis diskussionen her handler konkret om Slagtryk, synes jeg, at det Erik siger – at Slagtryk handler mere om handling end om tale – er essentielt. Det vigtige er at svare dem, der sender noget til tidsskriftet, hurtigt og at udgive hurtigt, fordi det skaber et tidsskrift, som man som bidragsyder ikke forbinder med den der pres ventesituation, man kan komme i med andre tidsskrifter. Det ændrer på magtrelationen mellem tidsskrift og bidragsyder, at redaktionen ikke holder bidragsyderen hen i op til et halvt år, for så mange tidsskrifter er der heller ikke at sende noget til i DK.. Hvis de på Slagtryk prioriterede alt muligt andet, ville de vel skulle nedprioritere det fine redaktørarbejde, de laver, og det ville være ærgerligt.
Hvis man breder diskussionen ud, så den ikke handler om Slagtryk, men generelt om tidsskrifter og udgivelse, synes jeg, der bliver sagt gode ting, der er idéer. Det Simon siger – at han er blevet inspireret af Slagtryk til selv at lave et forlag – er den retning, der bør tænkes i, synes jeg. Nogen skriver om det litterære felt i DK som om, der er nogen dominerende enkeltpersoner og institutioner, og der bliver udtrykt tanker om, hvad man kunne gøre i den situation – Noa skriver om at “tage kampen op”.
Jeg synes ikke, at det det danske litterære felt, er så problematisk, selvom der selvfølgelig er nogle magtstrukturer, man kan problematisere. Det vigtige er de muligheder, der er i DK, hvis man har lyst til at udgive eller blive udgivet eller ændre på udgivelsesformer eller. Der er en masse uudnyttet potentiale i alle de mennesker, der skriver og tænker, tror jeg. Med computere og printer og internet og fonde osv. kan man udgive temmelig nemt – at lave et tidsskrift eller et forlag handler bare om at gide, og det er jo egentlig en unik situation i forhold til andre steder og tider.. Der er også noget med DIY i forlængelse af kulturen omkring Ungeren, som Caspar taler om et par gange….
KH ROlf
Min kommentar ligger sikkert ret godt i forlængelse af Rolfs.
Vi har et vist formål med Slagtryk og visse umiddelbare fremtidsplaner. For mig er det primære formål, at vi identificerede et vacuum i udgivelsen af litteratur, og bestemte os for at prøve at fylde noget af det – og det er vi så i gang med. Vi har en ret veldefineret mission, og den giver mening for os. Jeg er med fordi jeg synes, at det er en spændende praktisk opgave vi har påtaget os (dvs. den daglige drift at tidsskriftet). Mit hovedformål er ikke at revolutionere noget, men mere at gøre et godt stykke arbejde – det er derfor jeg laver redaktionelt arbejde. (selvfølgelig synes jeg det er fedt hvis det jeg laver er revolutionerende, men det jeg prøver at siger er, at det er sekundært. Som det bør være). Men nu hvor vi er trådt ind i vores lille del af vacuumet, får andre øje på os, og derefter kigger de ud over os, og ser at der er mere, som kan gøres. Og det er fint – det er fantastisk! Så begynder man at inspirere folk, og finder folk der vil i samme retning som en selv. MEN – forventningen om, at vi er ansvarlige for at dække hele vacuumet, fordi vi var de første i det, er helt skæv. Så bliver vi en (måske dogmatisk) institution i stedet for at blive en del af en bevægelse.
Jeg byder altid forslag til hvordan Slagtryk kan forbedres velkommen, og vi vender altid diskussioner som denne i redaktionsgruppen. Det er fedt at få sine ideer udfordret! Men det er helt uundgåeligt, at der vil være funktioner og muligheder, som Slagtryk ikke kommer til at spænde over. Og der håber jeg, at diskussionen når ud over hvad Slagtryk kan, gør og vil, og inkluderer tanker om hvad andre kan gøre uden for Slagtryk. Jeg er overbevist om, at det først er når det sker, at alting rigtig begynder at rykke.
Som en lidt sen forlængelse, vil jeg måske gerne sige nogle ting om udgivelsesdiskussionen, for jeg synes den kommer til at pege i mange retninger. Kardinalpunkt: kan man reframe litteraturen i en elektronisk sammenhæng og arbejde med den kapitalistiske udgivelsespraksis i bog/fysisk-tidsskriftstryk?!
Hvis ret forstået, er det sådan ca. dette spørgsmål Casp Eric (CEC) forsøger at svare ja på med sit indlæg, og hvor fordrejningen opstående bl.a. med Noas fortolkning af de litterære miljøers mere eller mindre dogmatiske stilisering af litteratur, forekommer mig irrelevant, men alligevel relevant for med følgende citat belyser det noget interessant:
“Slagtryk har ikke en formel for hvad der er godt og skidt. Det er, som Erik skriver, ikke et dogme (på samme måde som Hvedekorn nogle gange kan opfattes som)”
dette fremhæver en forståelse af redaktionel forskellighed mellem Hvedekorn og Slagtryk, som jeg ikke forstår fornuften i. Selvfølgeligt har Slagtryk en formel for hvad der er godt og skidt, ligesom Hvedekorn har; det hedder smag/litterær kvalitetsstempling whatever, og det er nødvendigt for at drive en redaktion.
(Bukdahl argumenterer fint med at halvedelen af novembers Slagtryk’ere har været i hvedekorn, hvilket måske kan diskutere lighed/forskellighed i den redaktionelle linje hos de to blade)
Men dermed har Noa også gjort opmærksom på, at de to blade måske netop ikke er særligt forskellige i stil og praksis, men i medie.
Og hvad er det så mediet gør for poesien? demokratiserer ved at være gratis, måske. men er stadig i høj grad en envejs kommunikation (man kan kommentere digtene, men det er sjældent udenfor tabu at kommentere med andet end roser)
Som Alexander gør opmærksom på, kan mediet også være med til at forme nye og anderledes poetiske udtryk (ynglings; Cia Rinne “archives zaroum”), men det er måske netop ikke Slagtryks agenda at overtage det hedengangne Afsnitp’s praksis.
Jeg læser det sådan, at Slagtryk har et potentiale for “at give teksten tilbage til sig selv”, at den internetbaseret og hurtigt responderende redaktion under kvalitetsstyring kan være med til at placere “god” tekst i et rum, hvor ellers kun “dårlig” tekst florerer. altså at det ursurpatoriske og bogforms kritiserende ligger i at producere og fremvise litteraturen i et “økonomi-frit” (grov forenkling, jeg ikke kan gennemskue hvordan jeg kommer udenom) rum, hvor brugeren går “denotativt” til teksten. Gud, skrev jeg denotativt:
i et rum hvor brugeren kan gå til teksten uden at tænke på litterære institutioner, udgivelser, oplæsninger, legater, men hvor teksten er til stede nu, og så går den væk, der kommer en ny teksten og en ny og løbende er tekstens position under erodering.
Teksten bliver måske frit stillet ved ikke at ligge og spare økonomi op i redaktørens hænder indtil den jublende udgivelsesdag, hvor den bliver sat på tryk.
Det bliver teksten som et blogpost, en statusopdatering. Men med den poetiske/litterære (oh så skønne) effekt, der giver teksten mere mening/dybde/skønhed/spænding/angst etc. der gør det værd at lægge mærke til den og bevare den i hovedet.
Så måske ser jeg lige netop Slagtryks lighed med Hvedekorn som dets mulighed for at gøre noget nyt for litteraturen; at kvalitetsstemple den smalle litteratur på internettet, at give en elektronisk oploadet tekst den redaktion og kanal, der skal til for at den ikke drukner i anarkistiske fora eller ulæste blogs. Og som Bukdahls også ærger sig over i sit post til diskussion, kan Slagtryk være med til at trække den gode poesi væk fra trykte sider og ind i Cyber-Space og det perceptionsmirakel som CS jo er.
Man vil jo til alle tider sætte Slagtryk’s positionering op ift. andre koncepter som eksempelvis Hvedekorn, for at finde frem til det bedste udgangspunkt. Udbuddet er så smalt, at man nødvendigvis må se det i lyset af andre allerede eksisterende måder at gøre tingene på.
Og selvfølgelig har redaktionen bag slagtryk en idé om hvad der er godt og skidt, men der er væsentligt forskel på idé og formel. Jeg ser klare fordele i den måde Bukdahl giver personlig kritik på alt det indsendte, det giver bidragsyderen noget at forholde sig til, men det vidner også om en mere dogmatisk tilgang til poesien. At Slagtryk udvælger tekster uden yderligere forklaring, ser jeg som en måde at undgå at skole forfattere i hvem de kan ligne og hvordan de kunne lyde – altså, at give en specifik formel for god litteratur. I stedet er den mulighed for at åbne op for rammerne og mulighederne for tidsskriftet og ikke mindst en potentiel bidrager.
Når jeg synes dette er interessant ift. udgivelsespraksis, handler det om, at den ikke-dogmatiske (om ikke andet, ikke-åbenlyst-dogmatiske) tilgang til litteraturen, skaber mulighed for en ny fortolkning af tidskriftspotentialet, fordi ressourcerne bruges på at fremme flere tekster og effektivisere svartiden. Derfor fungerer det umiddelbart bedre online, hvor Hvedekorn har mere værdi på tryk. Og derfor følger praksis også medie.
Jeg har dog svært ved at grade, om du ligeledes frygter, at Slagtryk skulle trække god poesi og prosa ind i cyberspace? Hvis Slagtryk ’får lov’, tror jeg sagtens, at de kan fungere samtidig og forhåbentligt åbner det op for, at endnu flere kan komme til. Det ville kun gøre litteraturen mere nuanceret. De bruger hver deres platform og lige netop hvad angår litteratur, er både det trykte og det uploadede format stadig populært – formentligt/forhåbentligt længe endnu – og i sidste ende, er det er vel blot en tiltrængt udvidelse af de litterære perspektiver i dk.
Og for lige at vende tilbage til udgangspunktet, så synes jeg dette giver en idé om at Slagtryk har valgt et udgangspunkt og et format, der i kraft af internettes enorme potentiale, promoverer sig selv automatisk (se selv hvor hurtigt det går, wupti), og derfor ikke på samme måde behøver at reklamere for sig selv manuelt. Når det så er sagt, synes jeg det kunne være interessant at kigge på muligheder for oplæsninger, debatter m.v. – uden at det behøver at være en vild fest.
Jeg var ikke klar over, at du ligefrem så et potentiale for åben og “ikke-dogmatisk” tilgang til litteratur ved no-respons, det kan man vel ligevel tolke i en mere dogmatisk retning? teksten er ikke til forhandling, men kun til accept eller ikke..
Nå det ved jeg nu ikke, men jeg synes det, der er spændende, som jeg ikke frygter, er muligheden for at teksten økonomi og rummet heromkring; at trække god tekst ind i cyber space og faktisk præsentere teksten i et rum, der i sin dynamik fungerer fluktuerende og dermed giver teksten nogle vilkår trykt litteratur ikke får.
Det er muligheden for at god litteratur ikke skal “trykkes” men stadig have sine “generøse steder”, altså en anden økonomi omkring litteraturen, som ikke nødvendigvis er knyttet til nettet (oprettelse af egne forlag præsenterer til en vis grad samme størrelse), men som forbinder sig til anti-oplag og kan problematisere den trykte bog.
kort er det måske tillige forskel på, hvordan internetpubliceret-litteratur alligevel rummer muligheden for synlighed og samtale med læsere i højere grad end no-press og small-press forlag, hvorfor der strukturelt ligger muligheden for at internetlitteratur bliver set af mange uden at være kapitalstyret.
Jeg vil nok holde mig direkte til, hvordan Slagtryk kan gøre tingene anderledes. Ligesom der findes Hvedekorn-oplæsninger, så kunne man nok godt lave en Slagtryk-oplæsning. Ikke nødvendigvis sådan, så det skal foregå hver tredje måned, men måske en gang om året. Det ville være en oplagt mulighed for at møde hinanden som digtere og på den måde få udvidet sit netværk. Det vil også betyde, på privatsfæren, at man kan diskutere hinandens tekster, uden at det nødvendigvis bliver noget offentligt. Sommetider har man jo bare brug for at tale med andre poesiinteresserede om, hvad man/den anden har skrevet uden, at det skal blive en “offentlig debat om, hvad god poesi er”. Jeg mener: På Slagtryk kan man komme med kommentarer, men de kommentarer er offentlige, og dermed er diskussionen også mere eller mindre offentlig. Desuden kunne det være en mulighed for eventuelle lyrikinteresserede at komme ud og opleve noget poesi. Da der er mange, der har haft digte med i Slagtryk det sidste år, så kunne man sige, at alle har fem minutter til at læse op i, og at de skal læse minimum et digt, som har været med i Slagtryk. På den måde kan man som digter også vise andre sider af sit forfatterskab. De digte, jeg lige har fået med i Slagtryk her i dag, viser jo kun en side af den måde, jeg skriver på. Og jeg tror godt, at den enkelte digter kan læse digte op, der måske ikke ville komme gennem redaktionens nåleøje. Det må være for egen regning og altså dermed en “satsning” for digterens side (hvis man tror på det, man laver, så er det ingen satsning, men bare at vise, hvad man kan). Det er nok det mest konkrete forslag, jeg har. Ellers synes jeg, at Slagtryk gør det godt i forhold til send-ind-kom-med-eller-ej-konceptet.
God uge til jer allesammen!
Det er også mere i forhold til, at Slagtryk ikke er et fysisk tidsskrift, ligesom Hvedekorn er det. Man kan stå med Hvedekorn mellem hænderne og føle ved at læse, at man er kommet med i noget konkret (det går jeg hvert fald ud fra; jeg har aldrig selv været med (endnu)). Men med Slagtryk, så er det ligesom, at man får “trykt” sit bidrag, men i “den virkelige verden” er der ikke rigtig sket noget som sådan. Ved at markere, at Slagtryk er et “virkelig tidsskrift” ment på den måde, at den findes “in real life”, så kunne man få en anden opfattelse af tidsskriftet. At ens bidrag er af kød og blod og ikke af HTML-koder. Og som sagt, så er der også det sociale aspekt: Man kan få sat ansigt på de andre bidragydere og få snakket med dem. På den måde bliver Slagtryk også et mere socialt anliggende på en mere “virkelig” måde, end at man skriver kommentarer ned på sit tastatur og læser de andres bidrag på en skærm. Man får sat krop og stemme på de andre. Ligesom, at de får sat krop og stemme på en selv. Jeg ved ikke helt, hvordan mine ideer stemmer overens med Slagtryks økonomi. Jeg selv synes, at arrangementet bør være gratis, da det er gratis at læse og sende digte ind til Slagtryk. Det skal være et åbent selskab, hvor folk kan komme ind og bidrage med deres tilstedeværelse. Spørgsmålet er så, om der er råd til at holde sådan et årligt arrangement et eller andet sted. Jeg har hvert fald selv, som sagt, været til nogle Hvedekornsoplæsninger, og det var ret vildt at se bidragsyderne in real life og få en snak med selveste Hr. Bukdahl. Det er som om, at Hvedekorn, digterne og redaktøren blev langt mere levende for mig. Indtil da havde det hele mest været en eller anden form for fantasi. Vi kender nok alle glæden over at være til koncert med ens yndlingsband, og hvordan man kan flippe ud over at “opdage”, at de, musikerne, er “virkelige mennesker”. I denne digitale verden er det derfor vigtigt at få sådanne oplevelser, synes jeg. Desuden er det ofte en lidt ensom oplevelse at sidde derhjemme og skrive digte, sende ind til et tidsskrift via nettet og blive “udgivet”. Det vil føles mere ægte og virkeligt, hvis man kom ud af sin dør og så andre i øjnene.
Men nu har I vidst efterhånden forstået min pointe (:
God mandag allesammen!
Jeg har over de sidste par dage læst de mange indlæg med interesse. Det er en spændende debat, der har taget mange drejninger og samtalerne har vildvokset sig.
En ting, som jeg synes nettet giver mulighed for hos t.eks. Errararea og Morgenrøde i forhold til udgivelser i Øverste Kirurgiske eller Den blå port, er tilgængeligheden. Hvem abonnerer på Den blå port? Ok, du kan sende dine bekendte ned på biblioteket for at læse det nyeste nummer du er blevet trykt i. Hvis biblioteket har det – og kan finde det. Et link, bang! så er det ude til dem, der følger dig og vil læse hvad du laver. Hvorfor vælge Den blå port før Morgenrøde?
Svaret tager måske udgangspunkt i en historik, men den historie er vist ved at være forældet? Og hvorfor opfattes Hvedekorn som stadiet før en forlagsudgivelse. Ok, det er ikke en forældet historie. Men hvorfor indpasser forfattere sig i denne simple, forudsigelige formel?
Da vi startede Slagtryk talte jeg en del om glæden ved mellemregningerne mellem værkudgivelser. Forfatterens sidespor. De er stadig interessante, smukke, overraskende, nødvendige. Men hvad er det, der trækker så mange mod udgivelser i det traditionelle værkformat? Som det vigtige, vægtige?
Skyldes det, hvad Malte vender tilbage til: Den kapitalistiske udgivelsespraksis. Som kommer til udtryk gennem magtstrukturer, prestigetildeling, legater, indlemmelsen i det gode selskab med dertilhørende privatfester og nye udgivelser?
Lone Nikolajsens indlæg og Maltes giver udtryk for, at nettet har betingelserne for at kunne fungere uden for økonomien – og Simon Holm Petersen og Malte fremhæver også No-press som en mulighed for det trykte i det “kapitalfrie” rum.
Det er mega spændende og skal nok rykke ved noget. Men hvis vi virkelig skal gøre noget, som kommer forfatteren og læseren til gode, så skal vi rive de forældede mure omkring den traditionelle, selvbeskyttende forlagsbranche ned. Vi har i Danmark en forældet mediestøtte, der giver støtte til de bladhuse, der trykker aviser. Politikerne, medierne, alle ved godt, at de ikke kan blive ved med at holde nogle uden for selskabet, fordi de formidler gode journalistiske nyheder via nettet.
Og på samme måde skal kunststøtten også gentænkes. Fordi værkbegrebet, forfatterskabet, ophavsret, mange ting er under forandring (men ikke opløsning).
Og jeg må nok råbe følgende andetsteds / flere steder, for at opfodringen ikke drukner i dette lange svar i denne lange debat:
Søg (støtte)midler, selvom I ikke lever op til kravene om udgivelse af et (eller to) værker: Jo flere der gør det, jo mere synligt bliver nødvendigheden at gentænke praksis!
MHT POESIEN OG MEDIET:
Flere har skrevet, at teksterne kan/ skal tilpasses mediet. Det vil jeg lade forfatterne, der sender ind til os, afgøre. Er det godt, er der ikke noget i Slagtryks profil, der vil fraholde os at udnytte det.
MHT OPLÆSNINGSARRANGEMENTER
så har forlaget Kronstork afholdt et arrangement for et par måneder siden og det er muligt at de gør det igen. Og her vil en eller to bidragydere i Slagtryk igen blive inviteret af forlæggeren.
@ Alexander Vesterlund
Vil du ikke skrive om de andre eksempler på din blog. Jeg følger den og læser med interesse om den slags. Gør det. Link til andre, og lad os linke til hinanden og lad os se om 28/6, Promenaden og hvad der måtte dukker op i løbet af de næste par måneder endelig kan skabe den nye virkelighed, som f.eks. LitLive, Litteraturnu og Martin Larsen for længst har levet i.
@ Christian de Groot-Poulsen
Jeg oplever ingen forskel i virkeligheden mellem hvad der sker her på Caspar Erics blog og hvis jeg talte med ham foran et bibliotek. Internettet har givet os nogle nye måder at forholde os til tid og rum, men det jeg skriver her, er stadig virkeligt. Jeg ved, at mange andre har den opfattelse som du har. Forstå mig ret, men jeg synes den er romantisk
hej erik og alle. føler der ‘begynder at ske noget nu’. de ting du skriver mht kunsstøtten der kan/skal gentænkes og de ting malthe har været inde på mht no press og ‘uden om systemet praksis’ vil jeg bare lige lægge et klart virtuelt (og derfor måske endda mere virkeligt end ‘virkeligheden’) ja! det er også der jeg ender lidt i blogindlægget, at der er noget interessant ved at nettet er så hypertilgængeligt, men at man stadig vender sig mod bogformen evt. af nostalgiske grunde og fordi man er klar over at det giver et ‘stempel’ til tekst som ‘rigtig litteratur’. det er et stort problem for mig fordi jeg har meget svært personligt ved at forene ambitionen om at ‘udgive end ‘konkret’ bog’ med andre idealer, men føler måske også at det kan retfærdiggøres (for det bliver man jo nødt til at prøve) gennem f.eks. DIY koncepter som rolf har været inde på (og er inde på gennem sit eget forlag OVBIDAT), hvilket jeg synes kan være en god start, men som har det problem at det ift. ‘markedet’ stadig har en ekskluderet position – hvilket mikkel thykier taler om i ‘overfor en ny virkelighed’. jeg savner i dk iøvrigt stadig en pendant til fx: popserial, 2nd avenue, lagranada, muumuu, errararea osv.
Jeg vil nok også mene, at man i det hele taget kom med flere kommentarer inde på Slagtryk. Dette er altså ikke noget, man kan gøre ved fra redaktørernes side, men fra læserne og bidragyderne. Der bør en diskussion om, hvad god poesi er og det modsatte. Hvis man kun kommenterer for at klappe andre på skulderen, så får man aldrig bekendt kulør. Hidtil har jeg ikke villet komme med mine egne holdninger om digte, da jeg ikke selv har fået digte med i tidsskriftet. Det har nok hindret, at jeg har skrevet nogle negative kommentarer. Det er som om, at jeg har følt, at jeg først skulle have været kommet gennem nåleøjet før, jeg kan udtrykke min holdning om andres digte. Faktisk bør man have en åben debat om god og dårlig poesi, selvom man ikke har bidraget (måske er det bare mig, der har det, som jeg har beskrevet). Man bør kunne udtrykke sig om dårlig og god poesi netop fordi, der findes god og dårlig poesi. Man bør, som sagt, bekende kulør, vise sig selv overfor de andre og begynde en kommunikation. Ikke at debatten skal være personlig, men på poesiens præmisser. Jeg selv mener hvert fald ikke selv, at alle de digte, der har været i Slagtryk, har været særlig gode. Måske bør jeg selv begynde at åbne sådan en diskussion gennem kommentarer. Så må I andre klappe mig på ryggen eller være lodret uenige. Jeg selv mener hvert fald, at vi virkelig (STÆRKT) har behov for en diskussion om poesi, da der bliver skrevet en del poesi, der er virkelig moderne (men ikke af den grund gode). Så lad os komme op at toppes gennem diskussioner (på nettet eller til de oplæsninger, jeg har foreslået i de andre kommentarer). Lad os kommentere hinanden og lære en ting eller to.
En anden ting er, at man ikke kan copy-paste digte fra Slagtryks hjemmeside til f.eks. en kommentar. At man ønsker at fortælle om sine oplevelser ved nogle bestemte sætninger, bliver hindret ved, at man ikke kan copy-paste dette ned i kommentar-feltet. Hvordan kan man så skabe en diskussion eller komme med en kommentar, hvis man har sådanne hindringer i vejen? Desuden sad jeg forleden og skrev et essay om en af bidragyderne, men jeg kunne ikke copy-paste digtene til mit word-dokument, så jeg var nødsaget til at skrive selve digtet ind selv, hvilket var ret irriterende, Jeg synes godt, at digte kan blive copy-pastet ind i alle mulige sammenhænge. Digtene må stå for sig selv og blive læst. Det er lidt af en unødvendig feauture for at være helt ærligt. Så helt konkret: Drop det.
Jeg synes, det er fedt, at Slagtryk udnytter “nettets hurtighed” og samtidig laver et format med pdf-filerne, der kan printes ud og samles i en rigtig mappe. Det kunne jo være, at disse samlemapper vil blive samlerobjekter engang i fremtiden, hvem ved?
Et boost til Slagtryk kan være at bruge siden mere ved at kommentere og diskutere teksterne, og det er der egentlig for lidt af, synes jeg (har også selv kommenteret alt for lidt).